H C Andersen - Bedstemoder
 
Bedstemoder er så gammel, hun har så mange Rynker og et ganske hvidt hår, men hendes øine de skinne ligesom to Stjerne, ja de er meget smukkere, de er så milde, så velsignede at se ind i. Og så kan hun de dejligste Historier, og hun har en Kjole med store, store Blomster, det er sådant noget tykt silketøi, det rasler. Bedstemoder veed så meget, for hun har levet længe førend Fader og Moder, det er ganske vist! Bedstemoder har en salmebog med tykke Spænder af Sølv, og i den læser hun tidt; midt i den ligger en rose, den er ganske flad og tør, den er ikke så smuk som roserne, hun har i glasset, og dog smiler hun allervenligst til den, ja der kommer Taarer i hendes Øine. Hvorfor mon bedstemoder således seer på den visne Rose i den gamle Bog? Veed Du det? Hver Gang Bedstemoders Taarer falde på blomsten, da bliver farven friskere, da svulmer Rosen og hele Stuen fyldes med Duft, Væggene synke, som vare de kun Taager, og rundt om er det den grønne, den dejlige Skov, hvor Solen skinner ind mellem Bladene, og bedstemoder - ja, hun er ganske ung, hun er en dejlig Pige med gule Lokker, med røde, runde Kinder, smuk og yndig, ingen Rose er mere frisk, dog Øinene, de milde, velsignede Øine, jo det er endnu Bedstemoders. Ved hendes side sidder en mand, så ung, kraftig og smuk; han rækker hende Rosen og hun smiler, - således smiler dog ikke Bedstemoder! - jo, Smilet kommer. Han er borte; der gaae mange Tanker og mange Skikkelser forbi; den smukke Mand er borte, Rosen ligger i Psalmebogen, og bedstemoder - ja, hun sidder der igen, som en gammel Kone og seer paa den visne Rose, der ligger i Bogen.

Nu er Bedstemoder død. - Hun sad i Lænestolen og fortalte en lang, lang dejlig Historie: "Og nu er den ude," sagde hun, "og jeg ganske træt, lad mig nu sove lidt." Og saa lagde hun sig tilbage og hun trak Veiret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes Ansigt var saa fuldt af Fred og Lykke, det var ligesom der gik Solskin over det, og så sagde de, hun var død.

Hun blev lagt i den sorte Kiste, hun laae svøbt i det hvide Linned, hun var saa smuk, og dog vare Øinene lukkede, men alle Rynkerne vare borte, hun laae med Smiil om Munden; hendes Haar var så sølvhvidt, så ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at se på den Døde, det var jo den søde, ejegode Bedstemoder. Og Psalmebogen blev lagt under hendes Hoved, det havde hun selv forlangt, og Rosen laae i den gamle Bog; og så begravede de Bedstemoder.

På Graven, tæt under Kirkemuren, plantede de et Rosentræ, og det stod fuldt med Blomster, og Nattergalen sang over det, og inde fra Kirken spillede Orgelet de smukkeste Psalmer, der stode i Bogen under den Dødes Hoved. Og Maanen skinnede lige ned på Graven; men den Døde var der ikke; ethvert Barn kunde ved Nattetid roligt gaae hen og plukke en Rose der ved Kirkegaards-Muren. En Død veed Mere, end alle vi Levende vide, den Døde kender den Angest vi ville føle for Noget så sælsomt, som Det, at de kom til os; de Døde ere bedre end vi Alle, og så komme de ikke. Der er Jord over Kisten, der er Jord indeni den. Psalmebogen med dens Blade er Støv, Rosen med alle sine erindringer er falden i støv; men ovenfor Blomstre nye Roser, ovenfor synger nattergalen, og orgelet spiller; man tænker på den gamle Bedstemoder med de milde, evig unge Øjne. Øjne kunne aldrig døe! vore skulde engang se hende, ung og smuk, som da hun første Gang kyssede den friske, røde Rose, der nu er Støv i Graven.