| H C Andersen - Bispen på Børglum og hans Frænde | |||
|
Nu er vi oppe i Jylland, helt ovenfor Vildmosen; vi kunne høre "Vestervovvov", høre, hvor det ruller, det
er ganske nærved; men foran os løfter sig en stor Sandhøide, den har vi længe seet, og vi køre endnu
henimod den, langsommelig køre vi i det dybe Sand. Oppe paa Sandhøiden ligger en stor, gammel Gaard, det
er Børglum Kloster, den største Fløi er endnu Kirken; derop komme vi nu i den sildige Aften, men Veiret er
klart, det er lyse Nætter; man seer så langt, så langt vidt omkring, over Mark og Mose ned til Aalborg
Fjord, over Hede og Eng, lige ud over det mørkeblå Hav. Nu er vi deroppe, nu rumle vi ind mellem Lo og Lade, og svinge om, ind ad Porten til den gamle Borggaard, hvor Lindetræerne staae i Række langs Muren; der have de Ly for Vind og Veir, derfor gro de, så Grenene næsten skjule Vinduerne. Vi gaae op ad den steenlagte Vindeltrappe, vi gaae hen ad de lange Gange under det Bjælkeværks Loft, Vinden suser her så underlig, ude eller inde, man veed ikke rigtig, hvor det er, og så fortæller man - ja man fortæller så Meget, man seer så Meget, når man er bange eller vil gøre Andre bange. De gamle, afdøde Kannikker, siger man, glide stille forbi os ind i Kirken, hvor Messen synges, man kan høre det i Vindens Suus; man bliver så underlig stemt derved, man tænker på de gamle Tider - tænker, så at man er i den gamle Tid. - Der er en Stranding på Kysten, Bispens Folk er dernede, de skånede ikke dem, Havet skånede; Søen skyller bort det røde Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede Gods er Bispens, og der er meget Gods. Søen ruller op Anker og Tønde, fyldt med kostelig Vin til Klostrets Kælder, og i den er allerede fuldt op af Øl og Mjød; der er fuldt op i Køkkenet af fældede Dyr, af Pølse og Skinke; i Dammene derude svømmer den fede Brasen og den lækre Karudse. Bispen på Børglum er en mægtig Mand, han har Land i Eie, og mere vil han vinde; Alt må bøje sig for Oluf Glob. I Thy er død hans rige Frænde. "Frænde er Frænde værst," det må Enken dernede sande. Hendes Huusbond raadede der over det hele Land, kun ikke over det gejstlige Gods; Sønnen er i fremmed Land; alt som Dreng sendtes han derud at lære fremmed Skik, som hans Hu stod til; i Aaringer hørtes ikke fra ham, maaskee er han lagt i sin Grav, og kommer altså aldrig hjem at råde, hvor nu hans Moder råder. "Hvad, skal Kvinde råde?" siger Bispen. Han sender hende Stævning og lader hende kalde til Thinge; men hvad hjelper ham det? Hun veg aldrig af fra Loven, og hun har Styrke i sin retfærdige Sag. Bisp Oluf til Børglum, hvad pønser Du på? Hvad skriver Du ned på det blanke Pergament? Hvad gemmer det under Segl og Baand, idet Du giver det til Rytter og Svend, der ride med det af sted ud af Landet, langvejs bort, til Pavens By. Det er Løvfaldstid, Strandingstid; nu kommer den isnende Vinter. Tvende Gange kom den, nu sidst kommer den heroppe med Velkomst til Rytter og Svend, der med paveligt Brev vende hjem fra Rom, Bandbrev over Enken, der turde krænke den fromme Bisp. "Forbandelse være over hende og Alt, hvad hendes er! Udstødt være hun af Kirke og Menighed! Ingen yde hende hjælpsom Haand; Frænder og Venner skye hende som Pest og Spedalskhed!" "Det skal knækkes, som ikke vil bøjes!" siger Bispen på Børglum. De slippe hende Alle sammen; men hun slipper ikke sin Gud, han er hende Værn og Værge. Et eneste Tyende, en gammel Pige, bliver hende tro; med hende gaaer hun bag Ploven, og Kornet gror, skøndt Jorden er forbandet af Pave og Bisp. "Du Helveds Barn! Jeg skal dog faae min Villie!" siger Børglums Bisp, "nu rører jeg Dig med Pavens Hånd, til Stævning og Dom!" Da spænder hun for Vognen de to sidste Oxer, hun ejer, sætter sig op med sin Pige og kører hen over Heden, ud af det danske Land; hun kommer som Fremmed til fremmed Folk, hvor fremmed Tungemål tales, fremmed Skik bliver øvet; langt bort, hvor de grønne Høie løfte sig til Bjerge og Vinen groer. Der kommer rejsende Købmænd, de spejde angest fra deres varebelæssede Vogne, frygte for Overfald af Røverriddernes Svende. De to fattige Kvinder på det uselige Kjøretøi, trukket af to sorte Oxer, køre trygt i den usikkre Huulvei og i de tætte Skove. Det er i Franken, her møder hun en stadselig Ridder, ham følge tolv stridsklædte Svende; han standser og seer på det underlige Tog, og spørger de to Kvinder om deres Reises Maal, og fra hvilket Land de komme; da nævner den yngste Thy i Danmark, melder sin Sorg og Elende, og snart faaer det Ende, Vorherre har ledet det så. Den fremmede Ridder er hendes Søn. Han rækker hende Hånden, han tager hende i Favn; og Moderen græder, det kunde hun ikke i Aaringer, men vel bide sig i Læben, så de varme Blodsdråber piblede frem. Det er Løvfaldstid, det er Strandingstid, Havet ruller Vinfade i Land til Bispens Kælder og Køkken; der braser over Flammen det spiddede Vildt; deroppe er lunt inden Døre, nu da Vinteren bider på. Der høres Nyt: Jens Glob til Thy er vendt hjem med sin Moder; Jens Glob gør Stævning, han stævner Bispen for gejstlig Ret og Lands Lov og Ret. "Det skal hjælpe ham stort!" siger Bispen. "Lad bare din Trætte fare, Ridder Jens!" Det er Løvfaldstid, i det næste År, det er Strandingstid, nu kommer den isnende Vinter; de hvide Bier sværme, de stikke i Ansigtet, til de selv smelte. Det er frisk Vejr i dag, sige Folk, når de have været udenfor Døren. Jens Glob staaer i Tanker, så han svier sin side Kjole, ja brænder Hul i den "Du Børglums Bisp! jeg magter Dig dog! Under Pavens Kappe kan Loven ikke naae Dig, men Jens Glob skal naae Dig!" Så skriver han et Brev til sin Svoger, Herr Oluf Hase i Salling, stævner ham til at komme Juleaften til Ottesang i Hvidberg Kirke; derovre skal Bispen læse Messe, derfor rejser han fra Børglum til Thyland, det kender og veed Jens Glob. Eng og Mose ligge med Is og Sne, de bære både Hest og Rytter, det hele Tog, Bispen med Klerke og Svende; de ride den korteste Vej mellem de skøre Rør, hvor Vinden suser sørgeligt. Blæs i din Messingtrompet, du ræveskindsklædte Spillemand! det klinger godt i den klare Luft. Så ride de over Hede og Mose, Fata Morganas Enghave i den varme Sommerdag, Syd på, de ville til Hvidberg Kirke. Vinden blæser stærkere i sin Trompet, den blæser en Storm, et Guds vejr, det voxer i voldelig Vælde. Til guds huus i det Guds Veir gaaer det af sted. Guds Huus staaer fast, men det Guds vejr farer hen over mark og mose, over fjord og hav. Børglum Bisp naaer til Kirke, det magter nok næppe Herr Oluf Hase, ihvor skrapt han rider. Han kommer med sine Mænd hinsides Fjorden Jens Glob til Hjælp, nu Bispen skal stævnes for den højestes Dom. Guds Huus er Retssalen, Alterbordet Rettergangsbord; Lysene er alt tændte i de svære Messingstager. Stormen læser op Klage og Dom. Det suser i Luften, over Mose og Hede, over de rullende Vande. Ingen Færge sætter over Fjorden i sligt Guds Vejr. Oluf Hase staaer ved Ottesund; der afskediger han sine Mænd, skjenker dem Hest og Harnisk, giver dem Orlov at drage hjem og Hilsen til sin Hustru; alene vil han friste sit Liv i det brusende Vand; men de skulle vidne for ham, at det ikke er hans Skyld, Jens Glob staaer uden Undsætning i Hvidberg Kirke. De trofaste Svende slippe ham ikke, de følge ham ud i det dybe Vand. De ti skylles bort; Oluf Hase selv og to af hans Smådrenge naae den anden Bred; endnu have de fire Miil at ride. Det er Midnat forbi, det er Julenat. Vinden har lagt sig; Kirken er oplyst; det strålende Skær skinner gennem Ruderne ud over Eng og Hede. Ottesangen er endt for længst; i Guds Hus er der stille, man kan høre Vokset dryppe fra Lyset på Gulvets Sten. Nu kommer Oluf Hase. I Vaabenhuset byder Jens Glob ham "Goddag! nu har jeg forligt mig med Bispen!" "Det har Du gjort?" siger Oluf, "da skal hverken Du eller Bispen komme med Livet fra Kirken!" Og Sværdet farer af Skeden, og Oluf Hase slaaer til, så Planken splintres i Kirkens Dør, den, Jens Glob slåer i mellem ham og sig. "Hold inde, kære Svoger, se først på Forliget! Jeg har slaget Bispen og alle hans Mænd. De sige ikke et Muk meer i den hele Sag, og jeg ikke heller om al den Uret, der er skeet min Moder!" Tanderne i Lysene på Alteret skinne så røde, men rødere skinner det fra Gulvet; der ligger i Blod Bispen med kløvet Pande, og dræbte ligge alle hans Svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat. Men tredje Juledags Aften ringe i Børglum Kloster Klokkerne til Lig; den dræbte Bisp og de slagne Svende blive stillede til Skue under en sort Baldakin med floromsvøbte Candelabrer. I Sølvmors-Kaabe, med Krumstav i de magtløse Hænder, ligger den Døde, den engang mægtige Herre. Røgelsen dufter, Munkene synge; det klinger som Klage, det klinger som en Vredens og Fordømmelsens Dom, som må den høres vidt over Land, båren af Vinden, sjungen med af Vinden; den lægger sig vel til Hvile, men aldrig dør den, altid hæver den sig igen og synger sine Sange, synger dem ind i vor Tid, synger heroppe om Bispen på Børglum og hans hårde Frænde; det høres i den mørke Nat, høres af den frygtsomme Bonde, som på den tunge Sandvei kører forbi Børglum Kloster; høres af den lyttende Søvnløse i Børglums tykmurede Stuer, og derfor pusler det i de lange, lydskingrende Gange, der føre hen til Kirken, hvis tilmurede Indgang længst er tillukket, men ikke for Overtroens Øjne; de se endnu Døren der, og den åbner sig, Lysene fra Kirkens Messingkroner skinne, Røgelsen dufter, Kirken stråler i Fortids pragt, munkene synge messe over den dræbte Bisp, der ligger i Sølvmors-Kaabe, med Bispestav i sin magtløse hånd, og fra hans blege, stolte Pande skinner den blodige Vunde, den skinner som Ild; det er Verdens Sind og onde lyster, som brænde ud. Synk i Graven, synk i Nat og Glemsel, uhyggelige Minder fra gamle Dage! Hør Vindens Kast, den døver det rullende Hav. Det er en Storm derude, der vil koste Menneskers Liv! Havet har ikke skiftet sind med den nye Tid. Det er inat bare Mund til at sluge, i morgen maaskee klart Øje til at spejle sig i, som i gammel tid, den vi nu have begravet. Sov blidelig, om Du mægter det! Nu er det Morgen. Den nye Tid skinner med Solskin ind i Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der meldes om Stranding, som i gammel Tid. I nat, dernede ved Løkken, den lille Fiskerby med de røde Tage, vi se den fra Vinduerne heroppe, er strandet et Skib. Det stødte på noget ude, men Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget og det faste Land, frelste blev alle, der vare ombord, de kom i Land og til sengs; i dag er de indbudte på Børglum Kloster. I de hyggelige Stuer ville de finde Gjestfrihed og møde milde Øjne, kunne hilses i deres eget Lands Sprog; fra Klaveret klinger Hjemlandets Melodier, og før disse er endte, bruser en anden Stræng, lydløs og dog saa klangfuld og sikker: Tanke-Budstikken naaer til de Skibbrudnes Hjem i fremmed Land, og melder om deres Frelse; da føler Sindet sig let, da kan der trædes en Dands ved Gildet i aften i Børglums Borgestue. Vals og Langtur ville vi træde, og Sange skulle synges om Danmark og "den tapre Landsoldat" i den nye Tid. Velsignet være Du! Nye Tid, rid på den rensede Luftstrøm Sommer i By! lad dine Solstråler lyse ind i Hjerter og Tanker! på din strålende Grund svæve forbi de mørke Sagn fra de hårde, de strenge Tider! |
|||
|