| H C Andersen - Børnesnak | |||
|
Inde hos Grossererens var stort Børneselskab, rige Folks Børn og fornemme folks børn; grossereren stod
sig godt, var en Mand med Lærdom; han havde engang taget
studenter-eksamen, det blev han holdt til af sin
skikkelige Fader, der fra først af kun var Studepranger, men ærlig og driftig! det havde givet penge,
dem Grossereren siden fik til at vokse; forstand havde han og hjerte med, men om det blev der mindre talt
end om hans mange Penge. Der gik ud og ind hos ham fornemme Folk, både dem af Blod, som de kalde det, og dem af Ånd, som de kalde det, dem af begge Dele og dem af ingen af Delene. Der var nu Børneselskab, Børnetale, og Børn tale rent ud af Posen. Der var en yndig lille Pige, men så gruelig stolt, det havde Tjenestefolkene kysset i hende, ikke Forældrene, dertil vare de alt for fornuftige; hendes Fader var Kammerjunker og det er forfærdeligt meget, vidste hun. "Jeg er et Kammerbarn!" sagde hun. Hun kunde nu også have været et Kjælderbarn, lige meget kan man selv gøre for det; og så fortalte hun de andre Børn, at hun var "født!" og sagde, at når man ikke var født så kunde man ikke blive til; det hjalp ikke at læse, at være nok så flittig, når man ikke var født, så kunde man ikke blive til. "Og dem, hvis Navn ender på -sen," sagde hun, "dem kan der nu aldrig i Verden blive Noget af! man skal sætte sine Arme i Siden og holde dem langt borte fra sig, disse "-sen! -sen!" Og så satte hun sine små, nydelige Arme i Siden med Albuen spids, for at vise hvorledes man skulde bære sig ad; og de små Arme vare så nydelige. Sød var hun. Men Grossererens lille Datter blev så vred; hendes Fader hedte Madsen og det Navn vidste hun ender på "-sen!" og så sagde hun ligeså stolt hun kunde: "Men min Fader kan købe for hundrede Rigsdaler Brystsukker og kaste i Grams! kan din Fader det?" "Ja, men min Fader," sagde en Skribents lille Datter, "kan sætte både din Fader og din Fader og alle "Fadere" i Avisen! Alle Mennesker er bange for ham, siger Moder, for det er min Fader, der regerer i Avisen!" Og den lille Pige knejsede derved, ligesom om hun kunde være en virkelig Prinsesse, der skal knejse. Men udenfor den halvåbne Dør stod og kiggede ind af Sprækken en fattig Dreng. Den Lille kunde ikke engang komme med ind i Stuen, så ringe var han; Spiddet havde han drejet for Kokkepigen og nu fået Lov at se bag Døren ind til de stadselige Børn, som fornøjede sig, og det var grumme Meget for ham. "Hvem der dog var Een af dem!" tænkte han, og så hørte han hvad der blev sagt, det var rigtig nok til at blive meget mismodig over. Ikke en Skilling havde Forældrene hjemme at lægge på Kistebunden, og ikke havde de Råd til at holde en Avis, end sige at skrive den, og så kom nu det allerværste til, hans Faders Navn, og altså også hans Navn, endte aldeles på "sen!" ham kunde der da aldrig i Verden blive Noget af. Det var så sørgeligt! dog født var han, syntes han, rigtig født, det var ikke muligt Andet. Se, det var den Aften. ------------ Nu gik der hen mange År og i dem blive Børn til voksne Mennesker. Der stod i Byen et prægtigt Hus, det var fuldt af Herligheder, alle Folk vilde se det, selv Folk udenfor Byen kom ind for at se det, hvem monstro af de Børn, vi have fortalt om, kunde kalde det Hus sit? Ja, det er da let at vide! nej, det er ikke så let endda. Det Hus var den lille fattige Drengs; ham blev der dog Noget af, skjøndt hans Navn endte på "sen" - - Thorvaldsen. Og de tre andre Børn? - Blodets, Pengenes og Aands-Hovmodets Børn, ja den Ene har ikke at lade den Anden Noget høre, de er lige Børn -, der blev af dem alt Godt og Velsignet, der var en god Grund i dem; hvad de dengang havde tænkt og talt var kun - Børnesnak. |
|||
|