|
H C Andersen - Danse, danse, dukke min |
| |
|
|
"Ja, det er nu en Vise for meget små Børn!" forsikrede Tante Malle; "jeg kan med bedste Villie ikke
følge med!"
Men lille Amalie kunde det; hun var kun tre År, legede med Dukker og opdrog disse til at blive
ligeså
kloge, som Tante Malle.
Der kom en Student i Huset; han læste Lektier med Brødrene; han talte
så meget til den lille Amalie og
hendes Dukker, talte ganske anderledes end alle Andre; det var saa morsomt, fandt den Lille, og dog sagde
Tante Malle, at han slet ikke forstod at omgaaes Børn; de små Hoveder kunde umuligt bære den Snak. Lille
Amalie kunde det, ja lærte endogså udenad af Studenten en hel Vise: "Danse,
danse Dukke min!" og hun
sang den for sine tre Dukker, de to vare nye, den ene en Frøken, den anden et Mandfolk, men den
tredje
Dukke var gammel og hed Lise. Hun fik også Sangen at høre og var med i den.
Danse, danse Dukke min!
Nej, hvor Frøkenen er fin!
Kavaleren ligeså,
Han har Hat og Handsker på,
Bukser hvide, Kjole blå,
Ligtorn på den store Tå.
Han er fin, og hun er fin.
Danse, danse Dukke min!
Her er gamle Lisemo'er!
Hun er Dukke fra i Fjor;
Håret nyt, det er af Hør,
Panden vasket er med Smør;
Hun er ganske ung igen.
Kom Du med, min gamle Ven!
I skal danse alle Tre.
Det er Penge værd at se.
Danse, danse Dukke min!
Gør de rette Dansetrin!
Foden ud ad, hold Dig rank,
Så er du så sød og slank!
Neje, dreje, snurre rundt,
Det er overmåde sundt!
Det er nydeligt at se.
I er' søde alle Tre!
Og Dukkerne forstod Visen, lille Amalie forstod den, Studenten
forstod den; han havde selv digtet den og sagde, at den var saga
udmærket; kun Tante Malle forstod den ikke; hun var kommen ud over
Barnlighedens Plankeværk, "Pjankeværk!" sagde hun, men det var ikke
lille Amalie, hun synger den.
Fra hende har vi den.
|
| |
|
|
|