H C Andersen - De små grønne
 
I Vinduet stod et Rosentræ, nys var det ungdomsfriskt, nu saae det sygeligt ud, det led af Noget.

Det havde fået Indkvartering, der åd det op; for resten meget honnet Indkvartering i grøn Uniform.

Jeg talte med En af de Indkvarterede, han var kun tre Dage gammel og allerede Olderfader. Ved du, hvad han sagde? Sandt var det, hvad han sagde; han talte om sig og hele indkvarteringen.

"Vi er det mærkeligste Regiment af Jordens Skabninger. I den varme Tid føde vi levende Unger; vejret er jo da godt; vi forlove os straks og holde Bryllup. Mod den kolde Tid lægge vi Æg; de små ligge lunt. Det viseste Dyr, Myren, vi have megen Agtelse for den, studerer os, vurderer os. Den æder os ikke straks, den tager vore Æg, lægger dem i sin og Familiens fælles Tue, underste Etage, lægger os med kendskab og Nummer, Side om Side, Lag på Lag, at hver Dag en Frisk kan springe ud af Ægget; så sætte de os i Stald, klemme os over Bagbenene, malke os, så vi dø; det er en stor Behagelighed! Hos dem have vi det yndeligeste Navn: "søde lille Malkeko!" Alle Dyr med Myre-Forstand nævne os således, kun Menneskene, og det er os en Krænkelse, det er til at miste sin Sødme over, - kan De ikke skrive derimod, kan De ikke vise dem til Rette, disse Menneskene! - de se så dumt på os, se med sudle Øjne, fordi vi spise et Rosenblad, medens de selv æde al levende Skabning, Alt, hvad grønnes og gror. De give os det foragteligste Navn, det væmmeligste Navn; jeg nævner det ikke, uh! det vender sig i mig! jeg kan ikke sige det, idet mindste ikke i Uniform, og jeg er altid i uniform.

Jeg er født på Rosentræets Blad; jeg og det hele Regiment leve af Rosentræet, men det lever igen i os, der høre til den højere stillede Skabning. Menneskene tåle os ikke; de komme og dræbe os med Sæbevand; det er en fæl Drik! jeg synes, at jeg lugter den. Det er forfærdeligt at blive vasket, når man er født til ikke at vaskes!

Menneske! Du, som seer på mig med de strenge Sæbevands Øjne; tænk over vor Plads i Naturen, vor kunstige Udstyrelse i at lægge Æg og levere Unger! Vi fik Velsignelsen: "at opfylde og formere!" Vi fødes i Roser, vi dø i Roser; hele vort Liv er Poesi. Heft ikke på os det Navn, Du finder mest væmmeligt og stygt, det navn -, jeg siger det ikke, nævner det ikke! Kald os Myrens Malkeko, Rosentræets Regiment, de små Grønne!"

Og jeg, Mennesket, stod og saae på Træet og på de små Grønne, hvis Navn jeg ikke skal nævne, ikke krænke en Rosenborger, en stor Familien med Æg og levende Unger. Sæbevandet, jeg vilde vaske dem med, for jeg var kommen med Sæbevand og onde Hensigter, vil jeg nu piske og blæse i Skum, puste Sæbebobler, se på den Pragt, måske ligger der et Eventyr i hver.

Og Boblen blev så stor med strålende Farver, og der lå i den ligesom en Sølvperle på Bunden. Boblen svajede, svævede, fløj mod Døren og brast, men Døren sprang op, og der stod Eventyrmo'er selv.

"Ja nu kan hun fortælle bedre end jeg om - jeg siger ikke Navnet! - de små Grønne."

"Bladeluus!" sagde Eventyrmo'er. "Man skal nævne enhver Ting ved sit rette Navn, og tør man det ikke i Almindelighed, så skal man kunne det i Eventyret."