"Ja, du kan sagtens synge!" sagde flaskehalsen, ja den sagde det ikke således, som vi kunne sige det, for en flaskehals kan ikke tale, men den tænkte det sådan inde i sig, som når vi mennesker tale indvendig. "Ja, du kan sagtens synge! Du, som har dine hele lemmer. Du skulde prøve som jeg at have mistet din nederdel, kun at have hals og mund og det med prop i, således som jeg, så sang du ikke. Men det er da godt, at nogen er fornøjet! Jeg har ingen grund til at synge, og jeg kan det heller ikke! Det kunde jeg, dengang jeg var hel flaske og man gned mig med en prop; jeg blev kaldt den rigtige lærke, den store lærke! - og så da jeg var med bundtmagerens i skoven, og datteren blev forlovet - ja det husker jeg, som om det var i går! Jeg har oplevet meget, når jeg tænker mig om! Jeg har været i ild og vand, nede i den sorte jord og højere oppe end de fleste, og nu svæver jeg udenfor fugleburet i luft og solskin! Det kunde nok være umagen værd at høre min historie, men jeg taler ikke højt om den, for jeg kan ikke!"
Og så fortalte den inde i sig, eller tænkte inde i sig selv sin historie, der var mærkelig nok, og den lille fugl sang lystelig sin vise og nede på gaden kørte man og gik man, hver tænkte på sit, eller tænkte slet ikke, men det gjorde flaskehalsen.
Den huskede den flammende smelteovn i fabriken, hvor den var blæst ilive; den huskede endnu, at den havde været ganske varm, set ind i den buldrende ovn, dens ophavshjem, og følt sådan lyst til straks at springe lige ind i den igen, men at den lidt efter lidt, alt som den blev kølet af, fandt sig ret vel, hvor den var, den stod i række med et helt regiment af brødre og søstre, alle fra samme ovn, men nogle vare blæste til champagneflasker, andre til ølflasker, og det gør en forskjel! Siden ude i verden kan rigtignok en ølflaske omfatte den kosteligste Lacrymæ Christi og en champagneflaske være fyldt med sværte, men hvad man er født til, ses dog på skabelonen, adel bliver adel, selv med sværte i livet.
Alle flaskerne bleve snart pakkede ind, og vor flaske med; da tænkte den ikke på at ende som flaskehals, tjenende sig op til fugleglas, der altid er en hæderlig tilværelse, så er man dog noget! Den så først igen dagslyset, da den med de andre kammerater blev pakket ud i vinhandlerens kælder og første gang blev skyllet, det var en løjerlig fornemmelse. Den lå nu tom og propløs, følte sig så underlig flad, den savnede noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede. Nu blev den fyldt med en god, herlig vin, den fik prop og blev lakket, der blev klistret udenpå: "Prima Sort", det var ligesom den havde fået første eksamens karakter, men vinen var også god, og flasken var god; er man ung, er man lyriker! Det sang og klang i den om hvad den slet ikke kendte: De grønne solbelyste bjerge, hvor vinen gror, hvor de muntre piger og lystelige svende synge og kysses; jo, det er deiligt at leve! Om alt det sang og klang det inde i flasken ligesom inde i de unge poeter, der tidt heller ikke kende noget til det.
En morgen blev den købt. Bundtmagerens dreng skulde bringe en flaske vin af den bedste slags; og den kom med i madklurven hos skinke, ost og pølse; der var det deiligste smør, det fineste. Brød; Bundtmagerens datter selv pakkede det ind; hun var så ung, så smuk; de brune øjne loe, der var et smil om munden, der sagde lige så meget som øjnene; hun havde fine, bløde hænder, de vare så hvide, dog var hals og bryst endnu hvidere, man så straks at hun var én af byens smukkeste piger og dog endnu ikke forlovet.
Og madkurven stod på hendes skjød, da familien kørte ud i skoven; flaskehalsen stak frem mellem snipperne af den hvide dug; der var rødt lak på proppen, og den så lige ind i pigebarnets ansigt; den såe også på den unge styrmand, der sad ved siden af hende; han var en barndomsven, portraitmalerens søn; sin styrmands-eksamen havde han så flink og hæderligt nylig taget og skulde imorgen afsted med fartøj, langtbort til fremmede lande; herom var talt meget ved indpakningen, og medens der taltes herom, var der just ikke megen fornøjelse at se i øjne og om mund hos bundtmagerens smukke datter.
De to unge folk gik i den grønne skov, de talte sammen -, hvad talte de om? Ja, det hørte flasken ikke, den stod i madkurven. Det varede forunderligt længe, før den blev taget frem, men da den så blev det, var der også sket fornøkelige ting, alle øjne loe, også bundtmagerens datter loe, men hun talte mindre, og hendes kinder blussede som to røde roser.
Fader tog den fyldte flaske og proptrækkeren. - Ja, det er underligt således første gang at skulle trækkes op! Flaskehalsen havde aldrig siden kunnet glemme dette højtidelige øjeblik, det havde ordentligt sagt svup inde i den, da proppen gik, og så klukkede det, da vinen strømmede ud i glassene.
"De forlovedes skål!" sagde fader, og hvert glas blev tømt til bunden og den unge styrmand kyssede sin smukke brud.
"Lykke og velsignelse!" sagde begge de gamle. Og den unge mand fyldte endnu engang glassene: "Hjemkomst og bryllup i dag et år!" råbte han, og da glassene vare tømte, tog han flasken, løftede den højt i vejret: "Du har været med på den dejligste dag i mit liv, du skal ikke tjene nogen længer!"
Og han kastede den højt i vejret. Da tænkte mindst bundtmagerens datter på, at hun oftere skulde se den flyve, men det skulde hun; nu faldt den ned mellem de tætte rør ved den lille skovsø; flaskehalsen huskede endnu så lyslevende, hvorledes den lå der og tænkte efter. "Jeg gav dem vin og de give mig sumpvand, men det er velment!" Den kunde ikke meer se de forlovede og de fornøjede gamle, men den hørte dem endnu længe jubilere og synge. Så kom to små bønderdrenge, kigede ind i rørene, så flasken og tog den, nu var den forsørget.
Hjemmet i skovhuset, hvor de boede, havde deres ældste broder, som var sømand, igår været og sagt farvel, da han skulde på en af de større rejser; moder stod nu og pakkede ind et og andet, det fader skulde gå ind til byen med i aften for endnu engang at se sønnen før afrejsen og give ham sin og moders hilsen. En lille flaske med krydret brændeviin var lagt i pakken, nu kom drengene med en større, stærkere flaske, den de havde fundet; i den kunde der gå mere end i den lille, og det var just sådan en god snaps for en dårlig mave; der var sat hypericum på. Det var ikke den røde vin som før, flasken fik, den fik de bittre draaber, men de er også gode - for maven. Den nye flaske og ikke den lille skulde med; - og så kom flasken igen på vandring, den kom ombord til Peter Jensen, og det var netop på det samme skib, hvor den unge styrmand var, men han så ikke flasken og havde heller ikke kendt den igen eller tænkt; det er den hvoraf vi drak forlovelsens og hjemkomstens skål.
Der var rigtignok ikke længere vin i den, men der var noget ligeså godt; den blev også altid, når Peter Jensen tog den frem, af kammeraterne kaldt: "Apothekeren;" den skjænkede den gode medicin, den der hjalp for maven; og den hjalp så længe der var en draabe i den. Det var en fornøjelig tid, og flasken sang, når man strøg den med proppen, den fik da navn af den store Lærke, "Peter Jensens Lærke."
Lang tid var gået, den stod tom i en krog, da skete det - ja, om det var på udreisen eller hjemreisen, vidste flasken ikke så nøje, den havde ikke været i land: da rejste sig en storm; store søer væltede sorte og tunge, de løftede og kastede fartøjet; masten knækkede, en sø slog en planke ind, pumperne kunde ikke mere gøre nytte; det var bælmørk nat; skibet sank, men i det sidste minut skrev den unge styrmand på et blad: "I Jesu Navn! Vi forlise!" han skrev sin bruds navn, sit og skibets, stak seddelen ind i en tom flaske der stod pressede proppen fast og kastede flasken ud i det stormende hav; han vidste ikke, at det var den flaske, hvoraf var skænket glædens og håbets skål for ham og hende; den gyngede nu på bølge med hilsen og døds-bud.
Skibet sank, mandskabet sank, den fløj som en fugl, den havde jo hjerte, et kærestebrev inde i sig. Og Solen stod op og Solen gik ned, det var for flasken at se, ligesom i dens begyndelses tid den røde gloende ovn, den havde længsel efter at flyve igen derind. Den fornam havblik og nye storme; ikke stødte den mod noget klippestykke, ikke blev den slugt af nogen haj; meer end år og dag drev den om, snart mod nord, snart mod syd, som strømningerne førte den. Den var iøvrigt sin egen herre, men det kan man også blive ked af.
Det beskrevne blad, det sidste farvel fra brugdom til brud vilde kun bringe sorg, kom det engang i de rette hænder, men hvor vare de hænder, de der havde skinnet så hvide da de bredte dugen i det friske græs, i den grønne skov, på forlovelsens Dag? Hvor var bundtmagerens datter? Ja, hvor var landet, og hvilket land lå vel nærmest? Det vidste flasken ikke; den drev og den drev og var tilsidst så også ked af at drive, det var ikke dens bestemmelse, men den drev alligevel, til endelig den nåede land, et fremmed land. Den forstod ikke et ord af hvad her blev talt, det var ikke det tungemaal, den før havde hørt tale, og der gåer en meget tabt, når man ikke forstår sproget.
Flasken blev taget op og betragtet; seddelen inde i den blev set, taget ud, vendt og drejet, men de forstode ikke, hvad der var skrevet der, de begrebe nok, at flasken var kastet overbord, og at der stod noget om det på papiret, men hvad stod der, det var mærkeligheden, - og den blev puttet i flasken igen, og denne stillet op i et stort Skab, i en stor stue, i et stort hus.
Hver gang fremmede kom, blev seddelen taget frem, vendt og drejet, så at skriften, der kun var med blyant, blev meer og meer ulæselig; tilsidst kunde ingen mere see, at det var bogstaver. Og flasken stod endnu et år i skabet, kom så på loftet og blev skjult af støv og spindelvæv; da tænkte den på bedre dage, da den skænkede rød vin i den friske skov, og da den gyngede på bølgerne og havde en hemmelighed at bære, et brev, et afskedssuk.
Og nu stod den på loftet i tyve år; den kunde have stået længere, skulle ikke huset have været bygget om. Taget blev revet af, flasken set og omtalt, men den forstod ikke sproget; det lærer man ikke af at stå på foftet, selv i tyve år. "Var jeg blevet nede i stuen," mente den rigtignok, "så havde jeg nok lært det!"
Den blev nu vasket og skyllet, den kunde trænge til det; den følte sig ganske klar og gjennemsigtig, den var ung igjen paa sin gamle Alder, men Sedlen, den havde baaret paa, den var gaaet i Vasken.
Flasken fyldtes nu med Frø-Korn, den kjendte ikke den Slags; den blev tilproppet og svøbt vel ind, den saae hverken Lygte eller Lys, end sige Sol eller Maane, og Noget skal man dog see, naar man gaaer paa Reiser, meente Flasken, men den saae ikke Noget, dog det Vigtigste gjorde den - den reiste og kom hen, hvor den skulde, der blev den pakket ud.
"Hvor de der udenlands har gjort dem Uleilighed med den!" blev der sagt, "og saa er den dog vel knækket!" men den var ikke knækket. Flasken forstod hvert evige Ord, der blev sagt, det var i det Tungemaalæ, den havde hørt ved Smelteovnen og hos Viinhandleren og i Skoven og paa Skibet, det eneste rigtige gode gamle Sprog, det man kunde forstaae; den var kommet hjem til sit Land, den fik Velkomsthilsen! den var af bare Glæde nær sprunget dem ud af Hænderne, den mærkede knap til, at Proppen kom af, og den selv blev rystet ud og sat ned i Kjelderen for at blive gjemt og glemt; Hjemmet er bedst, selv i Kjelderen! det faldt den der aldrig ind at tænke over, hvor længe den der laae, den laae godt og det i Aaringer, saa kom der en Dag Folk herned, tog Flaskerne og den med.
Udenfor i Haven var gjort stor Stads; brændende Lamper hang i Guirlander, Papirslygter straalede som store Tulipaner i Transparent; det var ogsaa en deilig Aften, Veiret stille og klart; Stjernerne Skinnede saa blanke og Nyet var tændt, egentligt saae man den hele runde Maane som en blaagraa Kugle med gylden Halvkant, det saae godt ud, for gode Øine.
I de afsides gange var også nogen illumination, idetmindste så megen, at man kunde see at komme frem; der stod mellem Hækkerne opstillet Flasker, hver med et Lys i, der stod ogsaa Flasken, som vi kjende, den der engang skulle ende som Flaskehals, som Fugleglas; den fandt i dette Øieblik her Alt saa mageløst deiligt, den var igjen i det Grønne, var igjen med til Glæde og Fest, fornam Sang og Musik, Surren og Murren af de mange Mennesker, især fra den Kant af Haven, hvor Lamperne brændte og Papirslygterne viiste Couleurer. Selv stod den vel i en afsides Gang, men just det havde Noget for Tanken, Flasken stod og bar sit Lys, stod her til Nytte og Fornøielse, og det er det Rette; i en saadan Time glemmer man tyve Aar paa Loftet - og det er godt at glemme.
Tæt forbi den gik et enkelt Par, Arm i Arm, som Brudeparret ude i Skoven: Styrmanden og Bundtmagerens Datter; det var for Flasken, som om den levede det om igjen! I Haven gik Gjester og der gik Folk, som turde see paa dem og Stadsen, og mellem disse gik en gammel Pige, frændeløs, men ikke venneløs, hun tænkte netop paa det samme som Flasken, hun tænkte paa den grønne Skov og paa et ungt Brudepar, der kom hende meget ved, hun var Part deri, hun var Halvparten, det var i hendes lykkeligste Time, og den glemmer man aldrig, selv om man bliver nok saa gammel en Jomfru. Men hun kjendte ikke Flasken, og den kjendte ikke hende, saaledes gaaer man hinanden forbi i Verden - til man mødes igjen, og det gjorde de To, de vare jo komne i By sammen.
Flasken kom fra Haven til Viinhandleren, blev igjen fyldt med Viin og solgt til Luftskipperen, der næste Søndag skulde gaae op med Ballonen. Der var en Stimmel af Mennesker, for at see til, der var Regiments-Musik og mange Tilberedelser, Flasken saae det fra en Kurv, hvori den laae ved en levende Kanin, der var ganske forknyt, idet den vidste, den skulde op med for at gaae ned med Faldskjærm, Flasken vidste hverken om op eller ned, den saae, at Ballonen bovnede saa stor, saa stor, og da den ikke kunde blive større, begyndte at løfte sig høiere og høiere, blive saa urolig, Tougene, der holdt den, skar man over og den svævede med Luftskipperen, Kurven, Flasken og Kaninen; Musiken klang, og alle Mennnesker raabte; Hurra!
"Det er løierligt saadan at gaae til Veirs!" tænkte Flasken, "det er en ny Seilads; deroppe kan man da ikke løbe paa!"
Og mange tusinde Mennesker så efter ballonen, og den gamle jomfru så også efter den; hun stod ved sit åbne kvistvindue, hvor buret hang med den lille Irisk, der dengang ikke havde vandglas, men måte nøjes med en kop. I vinduet selv stod et myrthetræ, det var lidt flyttet tilside, for ikke at stødes ud, idet den gamle pige bøjede sig frem for at se; og hun så i ballonen tydeligt luftskipperen, der lod kaninen gå ned med faldskjærm og derpå drak alle menneskers skaal og kastede så flasken højt i Luften; ikke tænkte hun paa, at hun havde seet just den flyve høit for hende og hendes Ven pp glædens dag i den grønne skov, i ungdoms tid.
Flasken fik ikke Tid til at tænke, det kom den saa uventet med Eet at være paa sit Livs Høidepunkt. Taarne og Tage laae dybt nede, Menneskene vare saa bitte smaa at see.
Nu sank den og det med en anderledes Fart end Kaninen; Flasken gjorde Kolbytter i Luften, den følte sig saa ung, saa ellevild, den var halvfuld af Vinen, men ikke længe. Hvilken Reise! Solen skinnede paa Flasken, alle Mennesker saae efter den, Ballonen var alt langt borte, og snart var ogsaa Flasken borte, den faldt paa et af Tagene og saa var den itu, men der var en saadan Flugt i Stumperne, at de ikke kunde blive liggende, de sprang og de trillede, til de naaede ned i Gaarden og laae i endnu mindre Stykker, kun Flaskehalsen holdt, og den var som skaaret af med en Diamant.
"Den kunde godt bruges til Fugleglas!" sagde Kjeldermanden, men han havde selv hverken Fugl eller Buur og det var formeget at anskaffe sig disse, fordi han nu havde Flaskehalsen, der kunde bruges som Glas, den gamle Jomfru paa Qvisten kunde have Brug for den, og saa kom Flaskehalsen derop, fik en Prop i sig, og hvad der før vendte op, kom nu ned, saaledes som det tidt skeer ved Forandringer, fik frisk Vand og blev hængt foran Buret til den lille Fugl, der sang, saa det klang efter.
"Ja, Du kan sagtens synge!" var det, Flaskehalsen sagde; og den var jo mærkelig, den havde været i Ballonen, - mere vidste man ikke af dens Historie. Nu hang den som Fugleglas, kunde høre Folk rumle og tumle nede paa Gaden, høre den gamle Piges Tale inde i Kammeret: der var just Besøg, en jevnaldrende Veninde, de talte sammen - ikke om Flaskehalsen, men om Myrthetræet ved Vinduet.
"Du skal sandelig ikke kaste to Rigsdaler bort for en Brude-bouquet til din Datter!" sagde den gamle Pige, "Du skal hos mig faae en nydelig eem, fuld af Blomster! Seer Du, hvor deiligt Træet staaer. Ja, det er saamænd en Stikling af det Myrthetræ, Du gav mig Dagen efter min Forlovelsesdag, det jeg selv skulde, naar Aaret var omme, tage mig min Brudebouquet af, men den Dag kom ikke! de Øine bleve lukkede, som skulde have lyst for mig til Glæde og Velsignelse i dette Liv. Paa Havsens Bund sover han sødt, den Engle-Sjæl! - Træet blev et gammelt Træ, men jeg blev endnu ældre, og da Træet sygnede hen, tog jeg den sidste friske Green, satte den i Jorden, og Grenen er nu blevet saadan et stort Træ og kommer saa dog tilsidst til Bryllups-Stads, bliver brudebouquet for din Datter!"
Og der stode tårer i den gamle piges øjne; hun talte om sin ungdoms ven, om forlovelsen i skoven; hun tænkte på skålen der blev drukket, tænkte på det første kys, - men det sagde hun ikke, hun var jo en gammel pige; hun tænkte på så meget, men tænkte slet ikke på, at lige udenfor hendes vindue var endnu et minde fra hiin tid: Halsen af den flaske, der sagde svup, da proppen knaldede af til skålen. Men flaskehalsen kendte heller ikke hende, for den hørte ikke efter hvad hun fortalte - deels og formedelst, at den tænkte alene på sig selv.
|
|
Flussi | Køb en eee pc |